Kreativt referat fra LEGOs Ide-konference udstilles


Fra i dag og frem til midten af september udstiller Billund Centret en 10 meter lang grafisk illustration fra dette års LEGO Idea Conference.

Væggen er blevet til på årets LEGO Idea Conference i april, og tegningerne på den viser samtaler, foredrag og gode idéer til, hvordan det internationale samfund kan skabe de bedst mulige rammer for, at børn kan udvikle sig til ressourcestærke, kreative, nysgerrige og skabende mennesker.

– Det er vores håb, at rigtig mange vil smutte forbi udstillingen i Billund Centret og reflektere over, hvad der egentlig er deres egne allerbedste oplevelser med at lege og lære. Når vi som Børnenes Hovedstad har fokus på læring gennem leg, er det jo både i forhold til vores egen hverdag i kommunen og i forhold til national og international viden på området. Derfor vil vi også rigtig gerne have lokale bidrag og tanker med som en udbygning af konferencens resultater, fortæller Mette Højborg, der er direktør i Børnenes Hovedstad.

Det er LEGO Fonden, der arrangerer konferencen, og senior director i LEGO Fonden, Hanne Træholt Odegaard uddyber her:

– Det er vigtigt, at vi indimellem sætter os op i helikopteren og tænker store tanker, sådan som vi gør hvert år, de tre dage LEGO Idea Conference varer. Men det er lige så vigtigt, at tankerne blander sig med hverdagen, hvor det at lege og lære foregår i hjemmet og i skolen. I LEGO Fonden glæder vi også over, at det er muligt at udstille væggen i Børnenes Hovedstad. Vi tror på, at udstillingen kan være med til at inspirere til tanker, ideer og initiativer lokalt hvor leg og læring er i fokus, siger Hanne Træholt Odegaard.

Sammen med udstillingen af den 10 meter lange grafiske illustration i Billund Centret vil der være en blank væg, som alle forbipasserende må tegne på.  Temaet er: ”En sjov leg, hvor jeg også lærte noget”.