Læserbrev: Er den nye udvalgsstruktur virkelig borgerrettet?


Det nye byråd (konstitueret med 20 mand) har vedtaget en mere borgerrettet udvalgsstruktur og styringsgrundlag.
Jeg kunne ikke være mere uenig i denne antagelse.
Man øger antallet af medlemmer per udvalg, mange kommer til at sidde i dobbelt udvalg. Vores mødestruktur strækkes nu over måske fire hverdage på en uge, evt. dobbelt møder på en dag. Der drøftes også muligheden for møder om formiddagen. Alt sammen forhold hvor vi som ansatte i private virksomheder, med primær arbejdstid mellem 08.00 – 17.00 bliver max udfordret – det var vel ikke tanken, eller??

Forrige periode fandt vi plads (og tid) til at oprette paragraf 17 stk. 4 udvalg, hvor man inviterede borgere/brugere ind som medlemmer, til at kigge på specifikke områder/problemstillinger. Dette ser jeg overhovedet ikke nævnt i det nye styringsgrundlag!
Spørgetid i forbindelse med byrådsmøder fjernes, man lægger op til “kaffemøder” med de fire udvalgsformænd – hvor er den bredde dialog med det samlet byråd?
Hvorfor ikke spørgetid en halv time FØR byrådsmøderne, ordet er frit – i sidste ende er borgmesteren stadig mødeleder hvis debatten bliver for fri – men hvad er det “man” er bange for?
Man har “opfundet” nye udvalg i forhold til alder, 0-15 år, 16-29 år, og 30+. Kunne da sagtens give mening, men hvis man ikke er opmærksom på de nye snitflader mellem de forskellige udvalg, har man ikke skabt noget nyt. Hvad med de ansatte, hvordan skal vi/de navigere i det nye?
“Sammen finder vi ud af det” og “tværgående borgerforløb”, to store projekter som har fyldt meget de sidste år – hvor står vi i dag?

God og kompetent dialog må være vejen frem. Nærvær, respekt, ordentlighed og ansvarlighed for ansatte og borgere.
Når vi kender vores nye hverdag og mødestruktur for 2018, vil vi fra Radikale Venstres side invitere medlemmer af partiet til vores månedlige gruppemøder (ca. 9-10 stykker om året). Medlemskab kan tegnes på www.radikale.dk

Hver 3. gang til åbne gruppemøder for alle borgere i kommunen, og her kommer vi gerne rundt i kommunen – hvis der sidder et lokalråd, en gruppe borgere, en forening eller andet, som ønsker at lægge lokaler til.
Vi ønsker at bygge op / bygge på, søge indflydelse og deltage i den brede debat – vil du med på holdet, også i forhold til næste valg, hører vi gerne fra dig – vi har kun et mål – at stå endnu stærkere i 2021.

Tak for Jeres tillid til os.

Herfra skal lyde et stort ønske om en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Venlig hilsen
Ulrich Kristensen
Byrådsmedlem for Radikale Venstre