Læserbrev: Klarsyn efter kommunalvalget!


Der skal bygges den bedst mulige skole i Hejnsvig og det vil jeg kæmpe for hvis jeg får en plads i byrådet. Sådan lovede jeg, da jeg som kandidat stemte dørklokker i Hejnsvig inden kommunalvalget for få måneder siden.

Min bekymring gik på de skyhøje priser der er på materialer og håndværker som følge af covid-19. Disse stigninger kendte ingen til og kunne derfor ikke forudsige, da der blev afsat 65 millioner til skolebyggeriet. Mine udtalelser og bekymringer blev kommenteret på af erfarne politikere som garanterede at der ville ske en prisregulering og at der dermed ville blive taget højde for eventuelle stigninger.

Jeg bukkede mig i støvet, lidt flov over at være så uvidende, men accepterede at sådanne episoder vil kunne opstå, når jeg endnu ikke havde haft fingrene i bolledejen.

Derefter sagde jeg udelukkende, at jeg ville arbejde for at der blev bygget den bedst mulige skole i Hejnsvig og holdt bekymringerne for mig selv.

At bygge den bedst mulige skole i Hejnsvig vil kommunalbestyrelsen helt sikkert stadig, men hvor god bliver er nu alligevel op til dem. I går læste jeg i Jydske Vestkysten at budgettet på skolebyggeriet skrider og dermed blev mine bange anelser nu en realitet.

Som borger i Hejnsvig og uvidende kandidat til kommunalvalget forventer jeg at det lykkes at finde den 10 millioner der mangler i 2022-kroner så valgløftet holdes!

Billund kommune ønsker øget bosætning og udvikling i hele kommunen, også de mindre byer. Derfor bliver der helt sikkert bygget den bedst mulige skole i Hejnsvig, hvilket må formodes at være netop den skole der blev budgetteret i 2019

Jeg glæder mig til skolen står opført som planlagt.

 

Venlig hilsen

Jane Albinus Borg Kjær, Hejnsvig