Læserbrev: Svar på Jill í Toftums læserbrev om Chromgarvefabrikken

Poul Erik Jensen, formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark. Foto: Region Syddanmark


Jill í Toftum skriver i et læserbrev, at regionen ikke medtog mulig udledning fra den tidligere chromgarvestoffabrik i Grindsted i den registerbaserede sundhedsundersøgelse fra 2020.

Den registerbaserede sundhedsundersøgelse handler om sygdomshistorik. Undersøgelsen er baseret på faktuelle sundhedsdata, så sygdomstilfælde tæller med, uanset om de skyldes rygning, forurening, kemikalier i husholdningen, eller hvad årsagen er.

Det står meget tydeligt i nyheder fra regionen og i selve sundhedsundersøgelsen. Heri understreges det endda, at sundhedsundersøgelsen netop ikke kan sige noget om eventuel sammenhæng med forurenende kilder. Altså spiller lokaliteter ingen rolle for resultaterne i sundhedsundersøgelsen.

Regionsrådet har bevilliget penge til tre igangværende sundhedsundersøgelser. En af de tre undersøgelser gennemføres ved gentagelse af den oprindelige registerbaserede undersøgelse med en opdatering af adressedata for populationen og ikke mindst supplering med nyeste tilgængelige sundhedsdata fra danske registre til og med 2021.

Et andet projekt undersøger, om det er muligt at se en sammenhæng mellem forureningen i byen og en eventuel overhyppighed af sygdomme. Heri indgår en eventuel påvirkning fra chromgarvestoffabrikken på lige fod med andre forurenende virksomheder.

Venlig hilsen

Poul Erik Jensen, formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark