Lakserytteren kommer til Grindsted


Den danske Youtube-stjerne Lakserytteren kommer næste torsdag den 16. juli til Grindsted. Det sker når han kl. 11 den dag besøger Bog & idé/Legekæden for at møde sine fans og for at signere sin nye fantasyroman “Legender fra Odysïa – Griskernes hemmelighed”.

Lakserytteren med det mere borgerlige navn, Rasmus Kolbe, arbejder med at gøre unge mere kreative. Både på sociale medier og i den ikke-digitale verden. Lakserytteren har over en million følgere på tværs af sine kanaler, og hver uge ser tusindvis af børn med på YouTube, hvor Lakserytteren har skabt et kreativt tegneunivers. Nu kommer han til Grindsted for at møde sine fans.

– Som voksne glemmer vi tit vores kreativitet. Derfor prøver jeg at få børnene til at holde fast i netop den evne. Med fremtidens arbejdsmarked tror jeg, det bliver nødvendigt at kunne tænke innovativt og kreativt, siger Rasmus Kolbe.

Rasmus Kolbe har tidligere vundet DM i tegning, været tegnelærer og er uddannet fra Designskolen Kolding.

Lakserytteren er udkommet med fantasyromanen, “Legender fra Odysïa – Griskernes hemmelighed”.  Bogen er ikke den normale ‘YouTuber-skriver-en-selvbiografi-bog’, men er en illustreret fantasy-roman fuld af monstre og magi. Det helt særlige ved bogen er, at Lakserytteren faktisk har skrevet den sammen med sine følgere på sociale medier. De har blandt andet været med til at tegne monstre, opfinde på skøre ideer og været testlæsere på bogen.

– Jeg vil gerne have at børn læser mere og slukker telefonen lidt oftere, siger Rasmus Kolbe.

I Grindsted glæder Bog & idé/Legekæden sig til at få besøg.

– Vi ser utrolig meget frem til besøget af Lakserytteren. Det er altid spændende, når en forfatter vil komme og fortælle vores kunder om deres bøger. Vi håber på stor fremmøde blandt vores kunder; både børn og voksne, siger indehaver Brian Hansen.