Nu må borgerne se visionsplanen for Billund


Rigtig mange borgere og erhvervsdrivende i Billund har været med til at stopfodre kommune, arkitekter og antropologer med oplysninger om hvad der holder i Billund og hvordan man gerne ser byen ændret. Det er en del af Visionsplanen for Billund by, der skal gøre det endnu mere attraktivt at bo i, leve i og besøge Billund.

Realdania og KIRKBI har støttet udviklingen af Visionsplanen, der er skabt af rådgivere fra arkitektfirmaet BIG og designbureauet Urgent.Agency – naturligvis i tæt samarbejde med Billund Kommune. Siden foråret har eksperterne indsamlet ideer, visioner og lavet interviews, og nu er de så klar til at præsentere den færdige ret for borgerne.

Det sker onsdag den 25. november fra kl. 17.00 til 20 i Billund Centret, hvor der vil være indlæg fra Realdania, Kirkbi og Billund Kommune, såvel som BIG og Urgent.Agency. Kommunen er klar over at arrangementet finder sted henover aftensmaden, som derfor serveres på deres regning i centret den dag – forudsat man altså er tilmeldt. Det sker ved at følge dette link – og det er ovenikøbet gratis.

I Børnenes Hovedstad er børn naturligvis også velkomne til arrangementet. De vil blive underholdt af kunstneren Karoline H. Larsen fra Creative Actions, som sammen med børnene vil skabe et stor fælles kunstværk i Billund Centret.