Nyt netværk for internationale Billund-borgere

Linked hands on a green background symbolizing teamwork and friendship


I bestræbelserne på at gøre det bare lidt bedre og nemmere for de mange internationale familier, der flytter til Billund kommune, har en gruppe kvinder taget initiativ til et nyt netværk, kaldet Connect Billund.

Netværket er rettet mod partnerne til dem, der er årsagen til at familierne i første omgang flyttede til Billund. Blandt dem er der rigtig mange som mangler job, eller arbejder freelance indenfor forskellige områder, eller ganske enkelt bare savner at tale med andre i samme situation som dem selv.

– Connect Billund er startet af tre internationale partnere, der kender de “ups and downs” der er når man bosætter sig i et andet land. Vi har selv været der, siger de tre initiativtagere, Rachel Faulkner, Becca Itkowitz og Birna Halldórsdóttir om baggrunden for netværket.

Det er hovedsaglig kvinder der har meldt sig til netværket på facebook indtil videre, men der er også en del mænd.

– Der er også yngre medlemmer, som endnu ikke har stiftet familie og medlemmer, som har fundet job, men går efter det sociale i gruppen, forklarer Rachel Faulkner.

Udover at møde nye mennesker, kan man i netværket også få hjælp til at finde job, til at forstå de kommunale services og det er også her man kan møde andre i akkurat samme situation som en selv – ny borger i Billund. Derfor er gruppen heller ikke forbeholdt nye borgere i landet, men også nye borgere i Billund – altså danskere, der flytter hertil og leder efter et netværk.

Connect Billund mødes første gang på i morgen, tirsdag den 19. maj fra 10-12 på Lindevej 4 i fællesrummet.