S efterlyser flere kvindelige kandidater

Simon Nicolajsen Jørgensen (tv), Arne S. Christensen (i midten) og Frede Nørskov (th) er blandt de lokale S-kandidater. Fotomanipulation: Jeppe Donslund


En urafstemning blandt medlemmerne af Socialdemokratiet i Billund/Vorbasse partiforening har afgjort den rækkefølge de foreløbigt fire kandidater bliver listet på stemmesedlen til efterårets kommunalvalg. Pladserne på stemmesedlen er fordelt ud fra vælgerforeningernes medlemstal, hvilket betyder at Billund-Vorbasse-foreningen skal finde kandidater til pladserne 6,9 og 13. Plads nummer ét tilfalder automatisk spidskandidat Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup.

Urafstemningen faldt ud så Simon Nicolajsen Jørgensen, Billund, kommer på plads nummer 6, Arne S. Christensen fra Vorbasse nummer 9, mens Frede Nørskov fra Billund opstilles som nummer 13 på listen. Eftersom Socialdemokraterne opstiller sideordnet er det de personlige stemmer der afgør hvorvidt en kandidat kommer ind.

Formanden for Billund/Vorbasse partiforening, Simon Nicolajsen Jørgensen, opfordrer dog eventuelle nye kandidater til fortsat at melde sig:

– Jeg synes vores partiforening stiller med gode og stærke kandidater, men vi har plads til flere. Selvom urafstemningen er overstået, betyder det bestemt ikke, at det er for sent at stille op. Så alle som brænder for den socialdemokratiske sag, og vil kæmpe for at vi får et andet flertal i Billund Kommune er meget velkomne til at tage kontakt til mig. Det er ikke nogen hemmelighed, at det især er vanskeligt at finde kvindelige kandidater, men vi håber at billedet ser anderledes ud, når vi skal stemme til november, fortæller Simon Nicolajsen Jørgensen.