Stort håndboldstævne aflyses

Arkivfoto: GGIF


Det totalt udsolgt håndboldstævne, DJS Cup 2020, må aflyses.

Det oplyser arrangørerne i GGIF Håndbold.

Stævneudvalget har ellers siden nedlukningen af Danmark arbejdet med det håb, at årets DJS-Cup kunne afvikles under de normale vilkår og under de rammer som har været en succes de sidste år. Udvalget stod klar til at modtage mere end 1000 spillere og trænere til en weekend i håndboldens tegn, men dette er desværre sat på stand-by i år.

– GGIF Håndbold har med baggrund i det stigende smittetryk og udsigten til at forsamlingsforbuddet ikke hæves som håbet, valgt at aflyse årets store håndboldstævne i Grindsted, hedder det i en pressemeddelelse fra klubben.

– Vi har fulgt regeringens udmeldinger omkring forsamlingsforbuddet tæt, vi har været i løbende dialog med Dansk Håndboldforbund og vi har vitterligt siddet med fingeren på aftrækkeren og ventet til det allersidste med at tage en beslutning om vi skulle gennemføre eller aflyse stævnet, siger Carsten Riemann, der sidder i udvalget bag stævnet.

Til gengæld lover klubben at vende tilbage for fuld skrue næste år.