To-dages festival på vej i Billund


Den 30. april og 1. maj står i festivalens tegn i Billund. Igen er det Jan Juul Hansen fra MAVT der står bag, når der arrangeres Billund Rocker på Billund Trav.

– Nu er det ved at være et år siden vi lavede den første drive-in grundet corona og genåbningen ser ud til at gå stille for sig, så nu savner vi lige så meget at komme ud og nyde noget kultur i form af musik, lyder det fra Jan Juul Hansen.

Det hele foregår som drive-in, hvor der vil være live musik, DJ og taler. Livemusikken leveres af Peter & De Andre Kopier, X-factor-deltagerne Lucca og Simon & Marcus samt de lokale bands Cocktail Hounds og Plan D.

Derudover vil også Hr. Skæg fra Ramasjang kigge forbi, mens den lokale DJ Brian Frandsen står bag DJ-pulten.

– Jeg elsker musik og elsker at levere underholdning og kultur til mennesker, da jeg har levet af det i mange år. Med løftet fra kulturministeren om at hjælpe kulturen økonomisk, tager jeg hende på ordet og sætter det her i gang for fok i alle aldre. At vi kan slutte hele den lille festival af og mindes Kim Larsen er mig en stor ære, lyder det fra arrangøren Jan Juul Hansen.

1. maj vil der udover musikken være taler af de to folketingsmedlemmer Troels Ravn og Anni Matthiesen, men også lokale indspark fra talerstolen af de to borgmesterkandidater Stephanie Storbank og Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup.

Jan Juul Hansen havde i øvrigt ikke særlig svært ved at skaffe underholdning til festen, da han fik ideen til en to dages drive-in-festival:

– Efter mange år i branchen skal der ikke sendes mange beskeder før bands og diverse kunstnere har sagt ja til at komme til Børnenes hovedstad, lyder det fra arrangøren, der også havde nemt ved at få ja fra de politikere der kommer og holder 1. maj taler.

Billetter til festivalen kan købes her – eller ved indgangen. Prisen for fredagens underholdning er 150 kr per bil mens det om lørdagen koster 399,-. Vil man afsted begge dage er den samlede pris 499,-.