Efter at have bokset til flere såkaldte diplom-stævner er det nu blevet alvor for 18-årige Jonas Heideman fra Billund. Således får han på lørdag sin debut som amatørbokser – endda så langt væk som i Grønland. Her skal han møde en 24-årig grønlandsk bokser i samme vægtklasse.
– Det er min træner i Give Atlet Klubs idé. Han havde hørt om boksestævne i Nuuk og kender flere andre boksere fra andre steder i Danmark, der skal derop. Så spurgte han mig, om jeg ville med, og ja, det ville jeg da gerne, siger Jonas Heideman – som ikke engang selv skal betale turen dertil.
Det er de grønlandske arrangører, der betaler turen mellem København og Nuuk og retur, og den resterende del mellem Billund og Kastrup betaler Jonas Heidemans klub i Give – både for bokseren og hans træner.
For den 18-årige bokser med under halvandet års erfaring indenfor sporten venter der noget andet og mere, end han hidtil har været vant til.
– Indtil nu har jeg bokset diplomkampe, hvor det handler mere om teknik end om at slå hårdt. Men nu hvor jeg får debut som kampbokser, kommer jeg til at slå hårdt – og modtage hårdere slag. Men så er det godt jeg er godt til at parere, griner den unge bokser forud for lørdagens kamp i Nuuk.
Tirsdag var der afgang fra Danmark mod Grønland og indtil på lørdag skal Jonas Heideman sammen med de øvrige danske boksere ud på udflugter – blandt andet ud og se indlandsisen og køre med hundeslæde.