Efter fem års pause: Tre unge genopliver DSU i Billund Kommune

Det er omkring fem år siden, at Danmarks Socialdemokratiske Ungdom sidst havde en aktiv lokalafdeling i Billund Kommune. Men nu er DSU Billund/Grindsted tilbage – med tre unge i spidsen.

18-årige Malthe Torp Dissing fra Morsbøl er valgt som formand, 23-årige Sebastian Bank Jespersen fra Billund er kasserer, mens 19-årige Victoria Hansen fra Grindsted er menigt bestyrelsesmedlem.

Den nye bestyrelse blev valgt på en ekstraordinær generalforsamling i går, torsdag.

Genstarten kommer efter flere år, hvor Socialdemokratiet lokalt har savnet unge politisk aktive medlemmer. Den tidligere DSU-afdeling gik i dvale, fordi medlemmerne enten flyttede fra kommunen eller fortsatte deres politiske engagement i moderpartiet.

Under kommunalvalget i 2025 oplevede Socialdemokratiet imidlertid en stigende interesse fra unge, og det fik partiet til at sætte gang i arbejdet med at genoplive ungdomsafdelingen.

Et særligt udvalg har siden begyndelsen af 2026 arbejdet med at skabe kontakt til interesserede unge, blandt andet gennem spørgeskemaer, informationsmøder og samarbejde med DSU’s landsorganisation.

– Vi glæder os til at give de unge en stemme. DSU giver os mulighed for indflydelse, og vi vil gerne skabe et fællesskab, hvor unge kan mødes, diskutere deres holdninger og være med til at gøre en forskel, siger den nye formand, Malthe Torp Dissing.

Og de unge får ikke kun mulighed for at diskutere politik med hinanden. DSU får fremover en plads ved Socialdemokratiets lokale bestyrelsesmøder, hvor ungdomsafdelingen får sit eget faste punkt på dagsordenen og mulighed for at præge diskussionerne.

Ifølge den lokale partiformand Brian Nissen er det vigtigt, at unge ikke bare bliver hørt, men også får reel indflydelse.

– Det er rigtig glædeligt, at vi nu igen har en aktiv DSU-afdeling i Billund Kommune. Unge mennesker skal have mulighed for at engagere sig politisk, få indflydelse og opleve, at deres holdninger bliver taget alvorligt, siger han.

Den nye DSU-afdeling har allerede flere medlemmer end de tre bestyrelsesmedlemmer. Den 3. december mødes den nye bestyrelse til et seminar, hvor de sammen med DSU Sydjylland og landsforbundet skal lægge planer for afdelingens fremtidige aktiviteter.