40 boliger på vej på Ole Kirks Vej

KIRKBI A/S er nu klar med tegninger og planer for den gamle brandstationsgrund på Ole Kirks Vej i Billund. Her skal der bygges 40 moderne lejligheder i tre og fire etager. Boligerne er rettet mod LEGOs egne medarbejdere.

KIRKBI A/S ejer i forvejen boliger på Lindevej, som særligt henvender sig til internationale børnefamilier tilknyttet LEGO og KIRKBI Koncernerne samt LEGO Fonden. Der er dog så lang venteliste til de boliger, og det er håbet af de 40 boliger på Ole Kirks Vej kan imødekomme en del af efterspørgslen.

– Vi har i første omgang sendt en ansøgning til Billund Kommune om at få lov til at bygge i både tre og fire etager. Nu afventer vi planprocessen, inden vi forhåbentligt kan gå i gang med at bygge, siger Steen Pedersen, der er global ejendomschef i KIRKBI A/S.

Billund Kommune sender byggeplanen i offentlig høring fra i morgen, tirsdag den 7. juli. Planen kan ses her.

Hvis alt går som forventet, forventer KIRKBI at gå i gang med byggeriet til foråret og så skulle boligerne gerne stå klar til indflytning i 2017.

 

FOTO: På fotoet foroven kan man se det påtænkte byggeri set fra sydøst på Ole Kirks Vej. Udtryk og udformning kan ændre sig ved detailprojektering, fortæller KIRKBI.

Model

 

FOTO: Området, hvor KIRKBI A/S ønsker at bygge boliger, indbefatter grunden for den tidligere brandstation samt to villagrunde nord-vest herfor. Planen kan ændre sig ved detailprojektering, oplyser KIRKBI.