Politisk udvalg vil have foreningernes hjælp

Byrådsmedlem for Venstre, Lars Hansen. Foto: billund.dk


Samtlige foreninger og ildsjæle udenfor foreningslivet i Billund kommune er inviteret til at sidde med ved bordet, når der skal brainstormes ideer til arbejdet med kommunens nye kultur- og fritidspolitik.

Det er det nye paragraf 17 stk. 4 udvalg, der skal udarbejde et konkret forslag til den nye politik og for at få den bedst kvalificerede hjælp, inviterer man nu folkene med fingrene nede i bolledejen, så at sige, med til bordet.

Således afvikles der torsdag den 20. august i Magion en ideworkshop for alle foreningerne.

– Vi vil fra starten sikre den brede inddragelse og dialog, og vi håber at rigtig mange vil deltage i den første ideworkshop, hvor der bliver rig lejlighed til at komme med ideer og være med til at sætte retning for arbejdet frem mod en ny kultur- og fritidspolitik, siger byrådsmedlem Lars Hansen (V), der er formand for paragraf 17. stk.4 udvalg.

Invitationen gælder samtlige foreninger og ildsjæle udenfor, og foreningerne må gerne deltage med mere end en person.

– Vi inviterer to fra hver forening. Det kan være formanden og et bestyrelsesmedlem, men det kan også være foreninger der har et visionært medlem, der har lyst til at præge retningen på fremtidens kultur- og fritidspolitik, og så håber vi også ildsjæle udenfor det etablerede foreningsliv har lyst til at deltage, siger Lars Hansen.