Gennem de seneste uger har Malene Tvergaard fra Billund IF Kultur – det tidligere Billund Friluft – gået og knoklet i Anlægget i Billund for at gøre området klar til at modtage den Kongelige Sommerballet den 13. juni.
– Anlægget har ikke været brugt i tre år, så der er kommet en del skidt til på alle vores ting, lyder det fra Malene Tvergaard, mens hun knokler på for at rengøre et køleskab i et af skurene i området. Også toiletter og opholdsrum har fået den helt store rengøringstur – og såmænd også en klat maling.
Dermed kan Billund IF Kultur snart byde alle velkommen til gratis sommerballet i Anlægget den 13. juni, men der er en klar opfordring fra arrangørerne:
– Publikum må hjertens gerne tage tæpper med, men det duer ikke med klapstole og festivalstole, for de der sidder bagved kan intet se så. Så tag et tæppe eller en pude med, siger Malene Tvergaard.
Vil man sidde og hygge med lidt mad i forbindelse med forestillingen, så kan der forudbestilles tapas fra REFBORG. De koster 125 kroner og bestilles på mobilepay 42036 (Billund IF Håndbold) senest tirsdag d. 7/6. Husk at skrive antal og navn. Maden udleveres fra kl. 17.
Der er mulighed for parkering på LEGO Houses p-plads på Granvej der ligger lige overfor Anlægget.