Både Anni og Troels stemte ja til asyl-stramninger


Da Folketinget i går skulle stemme om lovforslag L87 – som i folkemunde til sidst gik under betegnelsen “smykkeloven” – stemte de to lokale folketingsmedlemmer, Troels Ravn og Anni Matthiesen, begge ja – på trods af at den ene sidder i regering og den anden i opposition.

– Jeg stemte ja, fordi jeg mener, antallet af flygtninge (60.000 mennesker til Danmark fra 2014 – 2017) har kæmpe betydning. Både af hensyn til de mennesker, som kommer hertil og det danske samfund, så skal vi kunne løse opgaven med integration på en ordentlig måde. Det handler om sprog, bolig og beskæftigelse, forklarer Troels Ravn (S), der således ikke mener Danmark skal påtage sig en større opgave, end vi kan magte.

– Det betyder ikke, at vi ikke fortsat modtager flygtninge i Danmark, men vi bliver nødt til at begrænse tilstrømningen. For mig er det vigtigt, at mennesker på flugt sikres beskyttelse. Det er også vigtigt, at vi i Danmark tager ansvar og udviser medmenneskelighed, og samtidig skal vi være pragmatiske, siger Troels Ravn.

Han bakkes op af Anni Matthiesen (V) fra Krogager, der mener Danmark står over for nogle massive udfordringer:

– Vi må ikke være så blåøjede, at vi ikke anerkender, hvilken betydning antallet af flygtninge har. Det nye lovforslag har det formål at reducere antallet af asylansøgere, så Danmark fortsat har ressourcer til at tage hånd om det rekordstore antal flygtninge, som er kommet til Danmark de seneste måneder. På den måde sikrer vi både en god integration af de nytilkomne, og vi fremtidssikrer den danske velstand og velfærd. Derfor stemte jeg JA til L87, lyder det fra Anni Matthiesen.

Gårsdagens vedtagelse af lovforslag L87 betyder blandt andet:

– at familiesammenføring til udlændinge udskydes fra 1 til 3 år,

– at man skal have været lovligt i Danmark i 6 år for at kunne opnå tidsubegrænset opholdstilladelse,

– at politiet kan visitere en asylansøger og ransage dennes bagage med henblik på at sikre penge og værdigenstande til dækning af udgifterne til den pågældendes underhold

– at den kontante ydelse til asylansøgere nedsættes med 10 pct.

– at asylansøgere ikke længere kan indkvarteres i selvstændige og særlige boliger udenfor asylcentrene.