Nu kan du sikre dig en billet til det festlige og traditionsrige Sports- og Kulturgalla, som i år afholdes fredag den 5. april i MAGION. Aftenens program inkluderer prisuddelinger, forskellige indslag, spisning og masser af underholdning.
I løbet af aftenen fejres de store og særlige præstationer og indsatser inden for sports- og kulturlivet i Billund Kommune i det forgangne år. Det krydres med underholdning, taler, videoklip og andre spændende indslag. Sidste år deltog mere end 400 fra idræts- og kulturlivet sammen med mange engagerede borgere fra hele kommunen.
– Sports- og Kulturgalla er ikke blot for de nominerede eller dem, der er en del af sports- og kulturlivet. Det er for alle, der er nysgerrige på området og ønsker at deltage i fejringen af prismodtagerne til en uforglemmelig og underholdende aften. Alle er velkomne, lyder det i en pressemeddelelse fra Billund kommune.
Traditionen tro uddeles en række hædersbevisninger samt priserne: Årets Hold, Årets Leder/Træner, Årets Kulturtalent, Årets Idrætstalent, Årets Kulturpris, Årets Idrætspris og Æresprisen 2023. I år uddeles også en helt ny pris: Årets Skulderklap.
Konferencier i år er Sisse Gram de Fries, der er opvokset i Grindsted og har trådt sine barne- og ungdomssko i Billund Kommunes kultur- og fritidsliv. Hun sang i mange år i ’MUK’ (musikskolens ungdomskor) og var en ivrig elev til guitar-, fløjte- og klaverundervisning ved musikskolen. Derudover var hun også aktiv til Grand Prix gymnastik.
– Sisse kan både skrive skuespiller, komiker, børnevært, podcaster, radiovært, dukkefører og meget, meget mere på CV’et. Hun har en fantastisk energi på scenen, er nærværende og griber mennesker i alle aldre, lyder det fra Billund kommune.
Traditionen tro spiller LEGOLAND Billund Garden op til fest, og GGIF Grand Prix præsenterer et udsnit af deres opvisningsprogram, og så kan publikum også glæde sig til indslag fra Talent Billunds Moderne Dansere og spændende talks i ”den varme sofa”. Her kan publikum høre Olivia Kirkegaard fra Grindsted fortælle om sin oplevelse, da hun i januar vandt DIF’s pris ”Årets holdkammerat” til det store SPORT2023-gallashow i BOXEN samt møde de to lokale Oscar-nominerede Lasse Lyskjær Noer (filminstruktør) fra Billund og Christian Norlyk Larsen (producer) fra Grindsted.
Fakta:
- Sports- og Kulturgalla afholdes i år fredag den 5. april fra kl. 17:30 i MAGION.
- Billetsalget slutter den 27. marts kl. 12:00.
- Billetterne koster 125 kroner pr. stk. (+ billetgebyr) og kan købes her
- Showet rummer ud over prisuddeling af priser og hædersbevisninger også taler, underholdning, indslag og spisning