Lille nedgang i passagertallet – men vækst i luftfragten

Februar 2024 bød for Billund Lufthavns vedkommende på en markant fremgang på luftfragt i forhold til sidste år, fortsat vækst i erhvervsrejser og deltagelse i Skandinaviens største feriemesse. 

Men måneden bød også på en mindre tilbagegang på 2,6 procent i forhold til samme måned sidste år. I februar 2023 benyttede 208.393 rejsende Billund Lufthavn, mens 202.914 gjorde i februar i år.

– Netværksselskaberne, der forbinder Billund Lufthavn med hele verden, har oplevet en fremgang på 13 procent i forhold til februar sidste år. Det skyldes blandt andet erhvervsrejserne, der i februar nåede indeks 109. Det understreger, at vores centrale placering i det innovative Produktionsdanmark er afgørende for at forbinde erhvervslivet i Midt- og Syddanmark med resten af verden. Det er en udvikling, vi er meget tilfredse med, siger adm. direktør Jan Hessellund.

– Til gengæld har lavprisselskaberne reduceret sædeudbuddet vinterperioden, så vi havde forudset et mindre fald. Selvom februar har en dag mere end sidste år, har det ikke kunne veje op for reduktionen af lavprisruterne, tilføjer lufthavnsdirektøren.

I dagene fra den 23. -25. februar deltog Billund Lufthavn i Skandinaviens største feriemesse, Ferie For Alle i Herning, hvor lufthavnen stillede med en stor stand med syv forskellige flyselskaber, en Taxfree shop og medarbejdere, der stod klar til at gå i dialog med messegæsterne.

De 55.497 besøgende til Ferie For Alle viste, at der er mange rejselystne danskere – og det glæder lufthavnsdirektøren:

– Ferie For Alle var en stor succes, og vi er stolte af at være en del af Skandinaviens største feriemesse. Med al den aktivitet og en så stor opbakning på messen, ser det ikke ud som om danskerne er færdige med at rejse lige foreløbig. Vi kommer helt sikkert til at opleve endnu en travl rejse-sommer, forudser Jan Hessellund.

Luftfragten i Billund Lufthavn har haft endnu en måned med tocifret vækst – 40,5 pct steg fragten med i februar 2024 i forhold til samme måned sidste år. Dermed fortsætter de gode takter fra sidste halvdel af 2023 og januar 24:

– Billund Lufthavn er ved at cementere sig som det foretrukne valg blandt speditører og cargo airlines, og vi ser ind i et spændende forår, hvor luftfragten kommer til at udvikle sig positivt, lyder det fra Jan Hessellund.