Unges fritidsjob på plejehjem giver flere SOSU’er og sygeplejersker

Amia Mikkelsen på 15 år arbejder på Fynsgades Plejehjem, hvor hun blandt andet hygger sig med Aage Marquardt på 86 år. Foto: Billund kommune


I Billund Kommune har unge de sidste 4 år haft fritidsjob på plejehjemmene, og det kaster nu resultater af sig. Flere vælger nemlig efterfølgende at uddanne sig som SOSU eller sygeplejerske. Amia Mikkelsen på 15 år fra Grindsted er en af dem.

Tre gange om ugen efter skole møder Amia Mikkelsen ind på Fynsgades Plejehjem. Her spiller hun brætspil, går en tur eller sidder bare og småsludrer om stort og småt fra hverdagen med beboerne på plejehjemmet. I en hverdag, der til tider kan være travl for det faglærte personale, kan Amia nemlig tilbyde sin tid til at lytte og tid til ’at lave ingenting’.

Amia er en af de i alt 17 unge, som i øjeblikket har fritidsjob på kommunens otte plejehjem. De unge er til stor glæde og gavn for både beboere og pårørende, når de hjælper til med aktiviteter i hverdagen. Men det er ikke kun beboerne, der glæder sig over fritidsjobberne. Det gør personalet også. For de unge frigør tid fra det uddannede personale til at tage sig af andre opgaver.

– På den måde løser de her unge mennesker en utroligt vigtig opgave ude på vores plejehjem, for de bidrager faktisk til, at beboerne får løftet deres livskvalitet, forklarer Ann Charlotte G. Vilstrup (S), udvalgsformand for Voksenudvalget i Billund Kommune.

Fritidsjobberne startede som en forsøgsordning i 2019, men blev allerede senere samme år gjort permanent. Håbet var, at ordningen, udover at skabe mere liv og nærvær på den korte bane, også på den lange bane ville inspirere de unge til at vælge en karriere indenfor velfærdsfagene. Og her fire år senere begynder resultaterne for alvor at vise sig.

– Vi har kendskab til flere, der efter at have haft et fritidsjob på vores plejehjem, vælger at uddanne sig som eksempelvis SOSU eller sygeplejerske. Det er fag, som skriger på flere hænder, så jeg glæder mig utroligt meget over, at de unge får lyst til at gå den vej efter at have snuset til faget hos os, siger Ann Charlotte G. Vilstrup.

Og Amia har også allerede en karrieredrøm. Hun vil nemlig gerne være sygeplejerske.

– Jeg har altid tænkt, at jeg skulle arbejde med mennesker. Men nu hvor jeg har arbejdet på plejehjemmet i et år, så er jeg blevet bekræftet i, at jeg skal være sygeplejerske, for det er simpelthen så meningsfyldt for mig at kunne hjælpe andre mennesker, forklarer hun.

Ordningen med fritidsjob er blot ét af flere tiltag, som Billund Kommune arbejder med for at imødegå en fremtid med flere ældre og færre hænder. Andre tiltag, eksempelvis forskellige frivillighed, blev taget op på borgerkonference sidste år og følges i foråret op af endnu en borgerkonference den 19. marts i Sdr. Omme Multicenter.