Billund-børn skal bygge deres egne instrumenter

Der kommer masser af musik på skoleskemaet til efteråret, når 5000 børn og unge i Billund Kommune deltager i Musik i Tide Festival.

I dagene 25.-27. oktober 2015 afvikles Musik i Tide Festival i et samarbejde mellem skolekoncert-organisationen LMS – Levende Musik i Skolen og Billund Kommune, og i løbet festivaldagene vil der blive spillet over 100 koncerter for kommunens børn og unge.

Festivalen har tidligere været arrangeret andre steder i landet, men som de første har Billund Kommune besluttet, at koncerterne ikke kun skal tilbydes skoleelever. Derfor vil der også være masser af musik til børn i dagtilbuddene og på ungdomsuddannelserne.

Men Billund-børnene skal ikke blot lytte til musikken. De skal såmænd også lære så meget om instrumenter, at de kan bygge deres eget instrument og lære at spille på det. Det sker når Musik i Tide Festival tilføjes en ekstra dimension med forskningsprojektet Billund Builds Music.

Igennem dette projekt får børnene et forhold til, hvad det vil sige at udtrykke sig musikalsk, og det gør dem endnu mere klar til at opleve de professionelle musikere. Med deres hjemmelavede instrumenter skal børnene også optræde for hinanden, når det går løs under festivalen. Forskere vil undervejs følge børnene tæt og blandt andet evaluere effekten på deres motivation og færdigheder inden for problemløsning og kreativitet.

Kultur og Fritidschef, Rasmus Kaufmann, der er kommunens projektleder på festivalen, har store forventninger:

– Jeg glæder mig meget til, at vi får Musik i Tide Festival til Billund Kommune til efteråret. Vi har allerede været i gang med planlægningen et stykke tid, da det er en ret stor opgave at koordinere så mange koncerter og aktiviteter for alle kommunens børn og unge. Heldigvis samarbejder vi med nogle meget professionelle partnerne i LMS, så jeg forventer virkelig, at festivalen bliver en fest, siger Rasmus Kaufmann.

 

Foto: Arkivfoto LMS