Billund dropper ned på listen over erhvervsvenlige kommuner


Billund kommune stryger ned fra førstepladsen sidste år til en syvendeplads i år i Dansk Byggeris analyse af mest erhvervsvenlige kommuner.

Her vurderes kommunernes erhvervsvenlighed ud fra 29 forskellige indikatorer. Det handler om alt fra åbningstider på genbrugspladsen til ventetiden på en byggetilladelse og størrelsen på skatter og afgifter.

Flere sydjyske kommuner ligger sammen med Billund i den bedre halvdel af ranglisten. Vejen som nummer 4, Vejle som nummer 16, Varde som nummer 20 og Haderslev som nummer 37. Og det afspejler meget godt fornemmelsen hos formanden for Dansk Byggeri Sydjylland, Michael Mathiesen:

– Det er også min generelle opfattelse, at mange af vores lokale kommuner faktisk er ret gode til at være imødekommende overfor erhvervslivet og har en forståelse for, at virksomhederne er afhængige af, at effektiviteten og betjeningen er i top, siger Michael Mathiesen.

Danmarksmesteren i erhvervsvenlighed er Holstebro, mens landets mindst erhvervsvenlige kommune er Rødovre.

Foto: Illustration fra Dansk Byggeri