Byrådet i Billund har givet grønt lys til at Børnenes Univers Grindsted Syd samles i en nybygning på Cirkuspladsen på Søndre Boulevard i Grindsted.
Dermed er første skridt taget til samlingen af den tredje og sidste af de tre børneuniverser, der blev dannet med børnereformen, som var en del af budgetforliget for 2011 og overslagsårene.
Og beslutningen vækker glæde i Børnenes Univers Grindsted Syd:
– Tillidsrepræsentanter, ledelse og repræsentanter fra forældrebestyrelsen har haft et møde med læringschef Lisbeth Østergaard om de mulige scenarier og glæder os alle rigtig meget til at blive samlet, siger Britta Rask, der er dagtilbudsleder i Børnenes Univers Grindsted Syd.
Børnenes Univers Grindsted Syd er i dag placeret på tre adresser, i Tingparken 60 og 62, På Sydtoften og på Lindevej.
Der er i budgettet afsat godt 24 millioner kroner til anlæg af Børnenes Univers Grindsted Syd, der kommer til at huse 124 børnehavebørn, 28 vuggestuebørn og 8 specialbørn.
Børnehaven kommer til at ligge ved placering A, mens cirkuspladsen flyttes til område B. Foto: Billund Kommune