Det blev en kendsgerning efter Billund vinder 3-1 i JM finalen mod Brande. Det var ellers Brande, der kom bedst fra start ved at score til 1-0 tidligt i kampen. Men så er alting også ved det gamle for Billund-holdet, som altid vinder de kampe, de er bagud i. Det er en vaks Albert Hulsrøj-Hansen der med det yderste af tåen snyder målmanden og et chokeret Brande-hold kan se bolden trille langsomt og elegant over målstregen til 1-1.
Et godt kæmpende Brande-hold får ikke rigtig tur i den på trods af spil-dominans, og da så Alexander Bass fra kanten af straffesparksfeltet fanger målmanden på det forkerte ben og placerer bolden helt ude ved stolpen, begynder det at ligne den historie vi godt kender. Bagud er lige med sejr.
DBU havde sørget for en erfaren dommertrio, der afviklede kampen til perfektion på Give IFs velplejede bane. Sørgeligt dansk sommervejr kunne ikke true stemningen på tribunen, der var så godt som fyldt, med et overtal af Brande-tilhængere i alle aldre. De var vidne til en lektion i holdånd, fodboldtalent og ikke mindst fightervilje. Det sidste er Magnus Í Toftum et levende bevis på da han i en pludselig opstået 3 mod 1 lukker festen med en fighter-scoring og Billund IF er Jysk Mester 2017.
Og det blev i den grad fejret i det meste af en time efter slutfløjt hvor både forældre, søskende, venner af Billund-drengene deltog.