Billund kommune er næstdyrest på administrationsgebyr

Arkivfoto


Siden 2012 er administrationsgebyret for erhvervsaffald i Billund kommune bare steget og steget. I dag er Billund den næstdyreste kommune i Sydjylland hvad angår administrationsgebyr på området. Der er tale om et ekstra gebyr, som virksomhederne er forpligtet til at betale en gang om året – også selvom de ikke bruger genbrugspladserne. Det kommer oveni den betaling, som virksomhederne skal af med hver gang de læsser deres affald af på en genbrugsplads.

I 2012 lå gebyret på 268 kroner i Billund kommune, stigende til 364 kroner i 2013-2014, men i år er prisen strøget op på 455 kroner. Dermed indtager Billund Kommune en andenplads på listen over sydjyske kommuners administrationsgebyrer. Dyrest er Sønderborg, der i øjeblikket tager 600 kroner i gebyr. Til sammenligning har Esbjerg kommune ladet sit administrationsgebyr falde til i dag 196 kroner, mens Tønder tager 114 kroner i årligt gebyr.

Hos Dansk Byggeri kalder miljøkonsulent, Simon Stig-Gylling, det for konkurrenceforvridende med de store prisforskelle:

– Først og fremmest er det problematisk at kommunerne pålægger virksomhederne et administrationsgebyr år efter år, hvis virksomhedernes affald overholdet ikke bliver afleveret på en kommunal genbrugsplads. Det er ikke rimeligt overfor de lokal virksomheder, at man i nogle kommuner skal betale næsten 2.000 kroner i administrationsgebyr, når det i andre kommuner er gratis. Det hænger ikke sammen for virksomhederne, der dagligt bevæger sig og konkurrerer på tværs af de kommunale grænser, siger Simon Stig-Gylling.