Billund Lufthavn kan åbne igen

Foto: Ulrik Wulf Nielsen


Sydøstjyllands Politi har nu færdiggjort sit arbejde i denne omgang i Billund Lufthavn og dermed har i første omgang personalet fået lov at gå ind i terminalen igen og gøre klar til at tage imod passagererne, der har været strandet udenfor terminalen hele dagen.

Lufthavnen blev på baggrund af en bombetrussel evakueret kl. 10.30 i dag, og siden har Sydøstjyllands Politi efterforsket hændelsen, hvor forsvarets ammunitionsryddere, bombehunde og efterforskere blandt andet har undersøgt anmeldelsen.

Politiet har i den forbindelse fjernet en genstand, som politiet mistænker for at indeholde sprængstof. Det er endnu ikke endeligt klarlagt, om genstanden indeholder sprængstof, men politiet behandler genstanden, som om den indeholder en form for sprængstof. En kemisk prøve vil senere afklare endeligt, om der er tale om et sprængstof og i givet fald hvilken type, det er.

Samtidig er bombehundene nu færdige med at undersøge Billund Lufthavn, og efterforskere har sikret de spor, der skulle sikres. Dermed lufthavnen igen åbnes for rejsende, hvilket Billund Lufthavn vil fortælle mere om via deres hjemmeside, facebook- og instagramside.