Billund Varmeværk er kommet i fint selskab. Det lokale varmeværk er nemlig blandt blot tre finalister til Fjernvarmeprisen 2026, der uddeles til en aktør, som har gjort en særlig indsats for fjernvarmen og den grønne omstilling.
Nomineringen kommer efter flere års omfattende investeringer i varmeforsyningen i Billund. Omkring 220 millioner kroner er der investeret i blandt andet en ny elkedel, store varmepumper og bedre muligheder for at lagre varmt vand. Det betyder, at varmeværket i højere grad kan udnytte strømmen, når den er billig, og gemme varmen til senere brug.
Men hos Billund Varmeværk er det ikke kun de tekniske løsninger, der får æren for nomineringen.
– Først og fremmest skal der lyde en stor tak til alle medarbejdere på Billund Varmeværk. Det er deres engagement, faglighed og vilje til hver eneste dag at gøre en forskel for vores forbrugere og lokalsamfund, der skaber resultaterne og gør en nominering som denne mulig, siger direktør Jens Enevoldsen fra Billund Varmeværk.
Han fremhæver også bestyrelsen, forbrugerne og de mange samarbejdspartnere, der har været med til at føre varmeværket i den retning, det har taget.
– Den lokale opbakning og det stærke fællesskab omkring varmeforsyningen er fundamentet for vores arbejde, siger Jens Enevoldsen.
Billund Varmeværk er nomineret sammen med Sønderborg Varme og Kredsløb i Aarhus. Vinderen findes torsdag den 29. oktober, når Dansk Fjernvarme holder landsmøde.
Og uanset hvem der løber med prisen, er Jens Enevoldsen stolt over at være nået så langt.
– Vi er beærede over at være i selskab med stærke aktører, som hver især bidrager til at udvikle og styrke den danske fjernvarmesektor, siger han.



