Kørte uden om lastbil og frontalt ind i modkørende bil i Sdr. Omme

Et færdselsuheld på Hovedgaden i Sdr. Omme gav mandag formiddag lange køer gennem byen.

Uheldet skete klokken 10.22 ved Skole Allé, hvor en 85-årig mand fra lokalområdet kom kørende mod øst.

Han ville passere en holdende lastbil, men under manøvren kørte han frontalt ind i en modkørende bil, der blev ført af en 62-årig kvinde, ligeledes fra lokalområdet.

Ifølge Sydøstjyllands Politi skete der betydelig materiel skade på bilerne, men ingen personer kom til skade.