Ambulance og brandvæsen blev i aftes kaldt til Billund Lufthavn til meldingen færdselsuheld med fastklemte.
Her var et ægtepar netop vendt hjem fra ferie, og havde fundet deres bil parkeret på lufthavnens P8-plads.
Manden satte sig ind i bilen for at starte den, men af for ham ukendte årsager begyndte bilen pludselig at køre med det samme, mens han stadig havde det ene ben udenfor bilen, og dermed kom hans fod til at sidde fast.
Bilen kørte ind i nogle pullerter, inden den standsede – stadig med mandens fod klemt fast, skriver Netavisen Grindsted.
De tilkaldte brandmænd fik hurtigt hjulpet manden fri, men han var ikke kommet mere til skade end at ambulancen på stedet kunne køre tom derfra, mens manden – og konen – selv kørte fra stedet.