Borgmester skyder årets Engsøløb i gang…. og så ikke helt alligevel….

Borgmester Stephanie Storbank er gået i skarp løbetræning forud for Engsøløbet.


Billund kommunes borgmester Stephanie Storbank er gået i skarp løbetræning forud for årets Engsøløb i Grindsted den 2. juni. Her skal hun skyde løbet i gang inden hun selv bevæger sig ud på den korte 2 km rute.

– Vi er glade for, at borgmesteren vil være med til markere vort løb. Jeg udstyrer hende formentlig med et klaptræ. For i efterhånden mange år har det krævet våbentilladelse at betjene en startpistol. Vi holder flest mulige af Engsøløbets tradtioner i live, men nogle ting ændrer tiden for os. Heldigvis er et klaptræ en kendt rekvisit fra atletik. Den giver det karakteristiske smæld og er faktisk svær at skelne fra klassiske startpistoler, konstaterer løbschef Erik Holme Bertelsen med smil.

I denne uge modtager samtlige løbere fra de to seneste år personlige mails med opfordring til at snøre skoene igen til dette års løb. Enten til den klassiske rute på 7,5 km., som løbes for 47. gang. Eller til den senere tilkomne rute på to km. for især hurtigløbere og begyndere.

– To af vore traditionelt trofaste og store firmahold fra byen, IFF og KA, har for længst varslet, at de også i år stiller hold. Nu er vi så spændte på, hvor mange deltagere de to virksomheder lykkes med at samle. Vi har også mindet en del af vore tidligere deltagende firmahold om vores løb, ligesom vi er spændte på, hvor mange helt nye firmahold, der dukker op på startstregen, oplyser løbschef Erik Holme Bertelsen, som også har været på besøg på flere skoler i byen for at varme interessen for løbet op fra de yngre årgange.

– Selvom en stor spiller som IFF stiller til start og mange gange før har fået diplomet for største firmahold, skal det ikke få andre firmaer til at give op i dén konkurrence. Vi hædrer både største firma-, skole-, forenings- og familiehold. Og hvis ens hold ikke er stort nok til at vinde en kategori, kan både nye og gamle hold i alle de fire kategorier gå efter årets største fremgang. Her kan selv nye hold være med, så længe man stiller flere end ti deltagere, siger Erik Holme Bertelsen.

Fakta

  • Engsøløbet søndag den 2. juni kl. 10.30 bliver det 47. i rækken.
  • Atletikklubben Heden og Grindsted Motion arrangerer i fællesskab.
  • To ruter, klassikeren på 7,5 km samt den korte 2 km-rute for begyndere og hurtigløbere.
  • Tilmelding på sportstiming.dk senest 31. maj.