Flere borgere i Billund melder om episoder med syrebomber rundt omkring de seneste dage. En borger fortæller at han søndag næsten blev ramt af en syrebombe på Gravhøjen, og dertil kommer meldinger om tilfælde under broen ved Ankelbovej, på Toften og omkring boligforeningens lejligheder på Plougslundsvej.
Sidstnævnte sted sprang en syrebombe ved 14-tiden lørdag og da et barn nogle timer senere legede på stedet, blev barnet forbrændt af syren. Politi og brandvæsen blev tilkaldt og det ramte legetårn blev rengjort, fortæller vidner fra stedet.
Forud for at pigen blev forbrændt af syren, er nogle drenge med flasker og sølvpapir set på stedet.
Opfordringen til byens forældre må være at tage en snak med familiens børn og unge om det vanvittigt farlige i at lave hjemmelavede syrebomber, og at det bliver stoppet før det går helt galt.