Budgettjek i Billund: Økonomien holder – men der strammes op

Der er stadig styr på økonomien i Billund Kommune, men der er ikke meget at give af. Årets første budgetopfølgning viser, at serviceudgifterne holder sig lige under loftet. Alligevel er der et merforbrug på 11,1 mio. kr. – især drevet af stigende udgifter på socialområdet. Her ligger ungeområdet alene næsten 15 mio. kr. over budget. Også folkeskolerne trækker op.

Til gengæld er der plusser andre steder. Ældreområdet og administrationen bruger mindre end forventet, der er kommet lidt ekstra penge fra staten, og flere anlægsprojekter er skubbet til senere.

Men bundlinjen er klar: Der er ikke meget luft i økonomien.

Derfor lægger politikerne nu op til at holde lidt igen resten af året. Det gælder blandt andet ansættelser og indkøb, og fremover skal brug af opsparede midler godkendes centralt. Samtidig bliver opsparingerne fastfrosset. Og så begynder arbejdet med næste års budget allerede nu.

Direktionen skal finde forslag for 25 mio. kr. i et såkaldt råderumskatalog frem mod budget 2027. Alle udvalg skal bidrage – men i forskellig grad.

– Alle skal komme med noget, men det skal selvfølgelig ses i forhold til, hvor store budgetter de hver især har, siger borgmester Stephanie Storbank.

Der er samtidig trukket en tydelig streg i sandet for, hvor der ikke skal findes besparelser.

– Når vi siger, at det ikke må indeholde strukturændringer på de velfærdsnære områder, så betyder det helt konkret, at vi ikke kommer til at foreslå at lukke skoler, børnehaver eller plejehjem, forklarer borgmesteren.

Det betyder dog ikke, at alt er fredet.

– Man kan godt kigge på andre områder og strukturer. Men det, der ligger helt tæt på borgerne – skole, dagtilbud og ældrepleje – det rører vi ikke ved, fastslår hun.