41-årige Mie Engelbrecht Lund fra Billund debuterer som politiker, når hun til efteråret stiller op til kommunalvalg i Billund kommune. Den mangeårige dagplejemor stiller op som rosinen i pølseenden på Socialdemokraternes liste.
– Jeg stiller op blandt andet fordi jeg synes, der skal ske noget nyt i dét byråd. Vi mangler nogle af de bløde værdier. Der går måske lidt for meget mursten i den, som det ser ud i dag, siger Mie Engelbrecht Lund, der stiller op af personlige årsager:
– Jeg har en handicappet søster og jeg oplever jævnligt, at der virkelig mangler noget på det område i Billund Kommune. Der er sparet for meget på handicapområdet og det vil jeg gerne forsøge at gøre noget ved, siger den debuterende politiker.
Beslutningen om at stille op til byrådet er truffet over længere tid efter samtaler med Socialdemokraternes spidskandidat:
– Jeg har snakket med Ann Charlotte (Gaardsvig Vilstrup, red.) over det sidste år og derudover har jeg i forbindelse med mit arbejde siddet med i MED-udvalg, hvor der også foregår noget politisk. Og dét har åbnet mine øjne for det spændende i politik, siger Mie Engelbrecht Lund.
Sådan ser den socialdemokratiske liste ud til KV17, Billund:
Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup (Billund)
Kris Jensen Skriver (Grindsted)
Jeyarajah Rasiah (Ratch) (Grindsted)
Eva Kristensen (Grindsted)
Kurt Jensen (Sønder Omme)
Simon Nicolajsen Jørgensen (Billund)
Gitte Mortensen (Grindsted)
Klaus Brorholt (Hejnsvig)
Arne Spangfort Christensen (Vorbasse)
Arne V. Thomsen, (Hejnsvig)
Henning Brink Hansen (Grindsted)
Frede Nørskov (Billund)
Mie Engelbrecht Lund (Billund)