Den Internationale skole bliver IB World School

Foto: International School Billund


International School of Billund er netop blevet godkendt til at tilbyde det verdenskendt uddannelsesprogram for de 3-12-årige, International Baccalaureate (IB) Primary Years Programmet, for de yngste elever.

Således er skolen i Billund en af blot tre danske skoler – og den eneste uden for hovedstadsområdet – som nu er autoriseret til at tilbyde IB Primary Years Programmet, og slutter sig dermed til de 4000 skoler på verdensplan, som udbyder et eller flere af IB organisationens fire uddannelsesprogrammer.

Godkendelsen kommer efter et to-årigt forløb, hvor skolens læringsprocesser og medarbejdere løbende er blevet evalueret af uafhængige konsulenter.

– På ISB er vi rigtig stolte over, at skolen officielt er blevet anerkendt som IB World School. Det er en vigtig milepæl for skolen og vores bidrag til den fortsatte udvikling af Billund – Børnenes Hovedstad, siger skoleleder Camilla Uhre Fog.

Som en IB World School er ISB en del af et globalt skolenetværk, som brænder for at uddanne vidende, omsorgsfulde unge mennesker, der er rustet til at skabe en succesrig fremtid og bidrage til en mere harmonisk og fredelig verden.

Siden ISB åbnede i august 2013 med 60 elever er elevtallet på rekordtid vokset til 250 elever og 60 ansatte fra godt 40 lande.