DH Billund bakker op om hårdere kurs mod snyd med handicapkort

Hos Danske Handicaporganisationer i Billund er der klar opbakning til et nyt konservativt forslag, der skal slå hårdere ned på snyd med handicapkort.

– Snyd og bedrageri vil og kan vi ikke acceptere. Længere er den ikke, siger Allan Weingardt, formand for DH Billund.

Reaktionen kommer, efter at Det Konservative Folkeparti har fremlagt fire forslag, der skal dæmme op for misbrug af handicapkort. Mest vidtgående er forslaget om at kunne tage kørekortet fra personer, der benytter falske eller stjålne handicapkort.

Derudover vil Konservative ifølge DR Nyheder styrke kontrollen, gennemføre en national kampagne og sætte særligt ind i områder, hvor der er tegn på misbrug. Og Danske Handicaporganisationer i Billund kommune bakker op om, at der bliver sat hårdere ind.

– Vi bakker op om alle tiltag, der kan dæmme op for tyveri, svindel og misbrug af handicap-p-kort, siger Allan Weingardt.

Han ønsker blandt andet, at politi og parkeringsvagter skærper kontrollen. For konsekvenserne rammer ifølge den lokale DH-formand netop de mennesker, ordningen er lavet for at hjælpe.

Nogle får eksempelvis knust en rude for at få stjålet handicapkortet og står derefter selv uden mulighed for at benytte handicappladserne. Andre oplever, at en handicapplads allerede er optaget af en bilist, der enten ikke har et kort eller benytter et falsk eller stjålet kort.

– Misbrug af ordningen er med til at underminere en ordning, der er afgørende vigtig for, at mennesker med handicap kan fungere i samfundet, siger Allan Weingardt.

Ifølge DR Nyheder modtog Danske Handicaporganisationer 762 henvendelser om stjålne handicapkort i 2024 og 2025.

Vil ikke bestemme straffen

Selv om DH Billund altså bakker op om Konservatives ønske om at slå hårdere ned på problemet, går Allan Weingardt ikke så langt som til at tage stilling til, om snyd konkret skal koste kørekortet.

– Vi bakker op om at dæmme op for al tyveri, svindel og misbrug, men kan ikke kommentere på strafudmålingen. Det er den dømmende magt, der må stå for det, siger han.

Ifølge DR Nyheder er flere partier på Christiansborg åbne for at diskutere hårdere sanktioner, men der er delte meninger om netop forslaget om at frakende kørekortet.

Samtidig er der nye tiltag på vej, som skal gøre det vanskeligere at snyde. Allan Weingardt oplyser, at nye handicapkort med QR-koder skal gøre det lettere for politi og parkeringsvagter at kontrollere, om et kort er gyldigt.

Det tiltag får også opbakning fra DH Billund.

– Det ser vi selvfølgelig som et positivt tiltag og meget velkomment i Billund-afdelingen, siger Allan Weingardt.