Drømmen om en legeplads er gået i opfyldelse

Foto: MARK


Lige nu lægges der sidste hånd på den nye legeplads ved Museumsgården Karensminde i Morsbøl – en legeplads, der er blevet til i et tæt samarbejde mellem Mark og Støtteforeningen Karensmindes Venner og i samskabelse med elever fra Grindsted Privatskole.

Den er opført med tilskud fra flere sider: Norlys Vækstpulje, Nordea-fonden (Liv i Det Lokale), REMA 1000 Grindsted, Kulturvirket, Støtteforeningen Karensmindes Venner samt en privat donation fra medlem af Karensmindes Venner, Marinus Kjeldsen.

– Legepladsen, som vi har ønsket os og arbejdet på i flere år, er nu endelig blevet færdig. Der har været mange involveret i projektet. Vi håber og tror legepladsen kan blive til glæde for alle Karensmindes gæster. Det gælder især familier med børn og bedsteforældre med børnebørn., fortæller medlem af Karensmindes Venner, Niels Lindgren, som har været med i legepladsprojektet.

Museumsinspektør og projektleder, Jonas Ruskjær, fortæller om tre særlige værdier, som man har haft for øje i udviklingen af den nye legeplads:

– Legepladsen er lavet ud fra et kulturhistorisk perspektiv med kulturhistoriske elementer såsom en Ferguson traktor og ’jyske’ vippe-heste. Bæredygtighed og lokal forankring er grundlæggende værdier for os, og derfor har vi fx valgt den særligt holdbare træsort Robinia. Vores leverandør, Aktiv Leg fra Hejnsvig er både lokal og bæredygtig, fordi de tapper elementerne sammen frem for at anvende jernbeslag. Dette går fint i tråd med Marks øvrige indsatser samt tilslutning til museernes charter for grøn omstilling, siger Jonas Ruskjær.

Støtteforeningen Karensmindes Venner og Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie inviterer i øvrigt alle interesserede til at være med til officielt at åbne legepladsen. Det sker fredag den 22. marts kl. 10.30. Der vil være leg, kage, saftevand og kaffe – og gratis adgang for alle.