Elgiganten og Harald Nyborg bliver de første kæder i Nordic Shopping i Grindsted

To markante detailkæder har nu besluttet sig for at rykke ind i det kommende butiksområde Nordic Shopping ved Grindsted. Elgiganten og Harald Nyborg bliver de første offentliggjorte lejere i projektet.

For Elgiganten er placeringen i Grindsted et strategisk valg.

– Vi glæder os meget til at flytte til Grindsted. I dag ligger de nærmeste Elgigantenvarehuse i Esbjerg og Vejle, og derfor er det helt oplagt for os at etablere os her for at komme tættere på både private kunder og erhvervskunder. Vi har stærke koncepter til begge dele, og centeret bliver er et naturligt knudepunkt i området, siger Peder Stedal, administrerende direktør i Elgiganten.

Han fremhæver samtidig samarbejdet med udviklerne bag Nordic Shopping.

– Jeg ser også meget frem til samarbejdet med både Hanssen Ejendomme og Daugaard Pedersen. Vi kender dem rigtig godt fra andre projekter og ved, at der er tale om seriøse og konstruktive aktører, som kan omsætte ambitioner til virkelighed, siger Peder Stedal.

Hos Hanssen Ejendomme betegnes aftalerne som et gennembrud i projektets første fase.

– At kunne offentliggøre de to første kæder er en vigtig milepæl for Nordic Shopping. Det viser, at interessen er reel, og at projektet opleves som attraktivt for landsdækkende detailkæder. Elgiganten og Harald Nyborg er stærke navne, som giver projektet tyngde fra start, siger Michael Andersen, koncerndirektør i Hanssen Ejendomme.

Også fra Harald Nyborgs administrerende direktør er der tilfredshed med beslutningen.

– Vi har i flere år haft kig på området omkring Billund og Grindsted og synes, at vi mangler en butik her. Vi tror, der er et stort potentiale, så vi glæder os selvfølgelig til at komme endnu tættere på vores kunder her, siger Gert Sand.

Nordic Shopping er det nye navn på retail parken – det store butiksområde ved Vejle Landevej lidt uden for Grindsted. Projektet blev politisk muliggjort, da lokalplanen blev vedtaget af et bredt flertal i kommunalbestyrelsen i Billund Kommune i december.

Borgmester Stephanie Storbank glæder sig over den fremdrift, projektet har opnået:

– Nordic Shopping kommer til at få stor betydning for Grindsted by og for kommunen, og med tilføjelsen af de to første kæder, tager vi nu første skridt mod realiseringen af projektet. Det er fremragende. Jeg glæder mig til et fortsat professionelt og konstruktivt samarbejde med alle, siger hun.

Målet er, at første spadestik kan tages i foråret, og hvis tidsplanen holder, forventes de første butikker at kunne åbne i midten af 2027. Når området står fuldt udbygget, vil Nordic Shopping rumme mere end 30 butikker.