Det var en tydelig skuffet Allan Konradsen der søndag eftermiddag, måtte udgå i forsøget på at hente den 9. Ironman hjem.
Den lokale Allan Konradsen var sat i stævne ved Årets Datev Challenge i Roth, 950 km. syd for Billund, hvor han skulle repræsentere Challenge Denmark. Planen har hele tiden været en stafet, hvor Allan skulle stå for løbedistancen på de godt 42 km. hvor svømning og cykling, skulle udføres af 2 andre danske repræsentanter. De meldte dog fra i mandags, hvor Allan så besluttede sig for at forsøge med hele den lange Ironman selv.
Men 3 dages mental opvarmning til 3,8 km. svømning 180 km cykling og slutteligt 42,195 km løb, var desværre ikke nok.
– Jeg er utrolig skuffet, men man kan ikke vinde hver gang. Efter 40 km. på cyklen, begyndte tankerne at rumstere i hovedet, og efter 80 km tog jeg beslutningen, og drejede derefter fra, da jeg var midtvejs på ruten ved de 90 km.
– Men jeg er rigtig glad for at jeg gav det forsøget, og det har været en fantastisk oplevelse. Vi er i alt 5500 deltagere samlet her i Roth, hvor der har været 3700 singlestarter og 600 stafetter. Det er et fantastisk syn, at se så mange samlet på et sted. Men en endnu større oplevelse at deltage i. Ruten er fyldt op med publikummer, og alle deltagere får klapsalver og opbakning med på vejen, fortæller Allan.
– Men man kan ikke vinde hver gang, og det må jeg sande og tage til takke med for nu. Jeg er ikke bare skuffet, jeg er rigtig skuffet lyder det fra Allan.
– Nu venter 3 måneders fri leg, hvor jeg ikke skal træne op til noget bestemt, og ligeledes en akillessene operation, som jeg har bøvlet med gennem længere tid. Så ser vi lige tiden an derefter, tanken har tidligere været at Ironman nummer 9 og 10 skulle gennemføres i 2016, og de tanker er fortsat på programmet. Den næste er 26 juni i Østrig i 2016, og så går overvejelserne på København også, slutter Allan direkte fra Roth.