En smagsprøve på First LEGO League

254 elever fra 7 skoler i Billund Kommune deltog i dag ved en slags mini First LEGO League i Sdr. Omme Multicenter.

Håbet er, at arrangementet kan få flere elever til at deltage i det rigtige First LEGO League, hvor der dystes med robotter og projektopgaver for at stimulere børns interesser for det naturvidenskabelige og de teknisk/matematiske fag.

Det hele udspringer af det faglige samarbejde, der foregår på tværs af skolerne i forbindelse med LEIS lokalerne – eller LEGO Labs, som de hedder i daglig tale – som LEGO Fonden donerede til skolerne for 3 år siden. LEIS står for LEGO Education Innovation Studio.

Arrangementet er kommet i stand, fordi LEGO Education, LEGO Fonden og Capital of Children gerne vil opfordre flere skoler til at deltage i First LEGO League (FLL). Men mange lærere mener FLL er en stor mundfuld:

– Derfor foreslog lærerne om vi kunne starte med en mindre version – kun robotkonkurrence og ikke projektopgave, siger Mads Lemvigh Fog fra LEGO Education Academy.

Det er nu 3. gang der afholdes et arrangement som i dag og det viser sig faktisk at flere elever og lærere får mod på at prøve kræfter med det rigtige FLL.

– Deltagelsen af hold i FLL fra skolerne i Billund kommune stiger og vi hører fra lærerne at sådan et arrangement hjælper dem til at forstå FLL og giver både lærere men især elever mod på at deltage i FLL, siger Mads Lemvigh Fog.

 

Foto: Med til dagen i Sdr. Omme var naturligvis også det succesrige Robot Bozz hold fra BillundSkolen, der de sidste par år er nået helt til finalerne i FLL-turneringerne. Privatfoto