Der har været særdeles travlt på hotellerne, vandrehjemmene, feriecentrene og campingpladserne i Billund kommune i det første halvår af 2016. Det viser spritnye tal.
Faktisk er antallet af overnatninger i Billund Kommune steget med 45.000 i forhold til samme periode sidste år. I alt var der fra januar til juli i år 845.874 overnatninger i Billund kommune.
– Det er nogle meget flotte tal, som viser at turismen i Billund kommune har det rigtigt godt. Vi har nogle fyrtårne i Legoland og Lalandia som trækker rigtigt mange turister til vores område, siger Morten Karlsbjerg, som er direktør i Billund Erhvervsfremme og Visit Billund.
Den helt store stigning kommer fra overnattende turister fra Holland og Tyskland, hvor henholdsvis 26 og 33 procent flere har valgt at overnatte her i vores kommune. Det er dog stadig turister fra Sverige og Norge, som står for den største andel af udenlandske overnatninger.
– Marketingssamarbejdet Legoland Billund Resort er et samarbejde som har stor betydning for udviklingen af turismen i vores område. Jeg synes det er dejligt at se, at samarbejdet direkte kan ses i antallet af overnatninger. Det er virkelig positivt, siger Morten Karlsbjerg.
Legoland Billund Resort er et samarbejde mellem Legoland, Lalandia, Givskud Zoo og 8 kommuner. Her står Billund ErhvervsFremme som repræsentant for Billund Kommune.