En ny kulturel tradition er på vej til Billund Kommune, når det populære koncept “Fællessang” rykker fra Vejle til MAGION i Grindsted.
Det sker som led i et nyt samarbejde mellem kulturhuset og de to erfarne musikalske værter Jakob Bonderup og Roland Christiansen, der i flere år har samlet sangglade deltagere i DGI Huset Vejle.
Nu får Billund Kommune sin helt egen udgave af den folkelige sangtradition – og både arrangører og MAGION glæder sig til at åbne dørene til fællesskab og fællessang.
– Vi glæder os utrolig meget til at fortsætte fællessangens rejse i Billund Kommune. MAGION er en oplagt partner med sine gode faciliteter og stærke fokus på fællesskab og kultur – og vi glæder os til at få hele Grindsted, ja hele kommunen, til at synge med, siger Jakob Bonderup og Roland Christiansen.
Hos MAGION bliver samarbejdet også mødt med stor begejstring.
– Fællessang passer perfekt ind i MAGIONs DNA. Vi elsker at udvikle vores kulturtilbud – især når de bygger videre på fællesskab og gode oplevelser. Jakob og Roland har vist, at sangen kan samle mennesker på tværs af alder og baggrund, og vi er stolte af at være med til at bringe den tradition til Grindsted, siger marketing- og eventchef Pernille Steffensen.
Der er allerede sat kryds i kalenderen til de to første sangaftener. Den første finder sted onsdag den 24. september, hvor konceptet får sin debut i MAGION. Anden gang bliver en særlig juleudgave den 17. december, hvor stemningsfulde julesange og hygge slutter året af.
Billetsalget starter i uge 27.