Frivilligheden blomstrer i GGIF Håndbold: Over 150 ildsjæle bag rekordsæson

GGIF Håndbold kan se tilbage på en historisk sæson – ikke kun på banen, men i høj grad også uden for. For første gang nogensinde har klubben rundet over 500 aktive spillere, og samtidig er antallet af frivillige nået op på imponerende 157 personer.

De mange frivillige har året igennem løftet et væld af opgaver – lige fra trænere og forældrekontakter til stævnearrangører, halvagter, merchandise-sælgere og billetscannere. Alle har de bidraget til at holde hjulene i gang i den aktive håndboldklub i Grindsted.

Formand for GGIF Håndbold, Flemming Pedersen, glæder sig over udviklingen:

– Vi er rørende stolte og dybt taknemmelige. Når man kigger ud over hallen på en kampdag eller ind i træningslokalet på en helt almindelig hverdag, så ser man frivilligheden i aktion. Det er over 150 mennesker, der hver især bidrager med deres tid og engagement. Det er ganske enkelt imponerende og hjertevarmende, siger Flemming Pedersen.

Han understreger, at det netop er frivilligheden, der binder klubben sammen:

– Det er limen i GGIF. Vi oplever, at flere og flere gerne vil være med, fordi de mærker, at det giver mening og fællesskab. Det gør mig som formand stolt – og det var en fornøjelse at slutte sæsonen af med en stor fest for de frivillige. Det havde de i den grad fortjent, lyder det fra Flemming Pedersen.

En af dem, der er en del af frivilligfællesskabet, er Pernille Steffensen. Hun arbejder med klubbens kommunikation og har været tæt på Ligaherrernes vilde sæson.

– Det handler ikke kun om håndbold. Det handler om fællesskab, dedikation og samhørighed. Jeg er stolt af at være en del af holdet og har haft privilegiet af at følge Ligaherrerne helt tæt – fra kampene i Lynghallen til triumfen i Boxen. Det er noget, man aldrig glemmer, siger hun.

Pernille opfordrer andre til også at melde sig:

– Uanset om det er stort eller småt, så gør det en forskel. Jeg hjælper også lidt i GGIF Fodbold, hvor der også er brug for flere hænder. Det er en fornøjelse at være med dér, hvor det sker.

GGIF Håndbold ser allerede nu frem mod næste sæson, hvor håbet er at få endnu flere med – både på banen og blandt de mange, der er med til at holde fællesskabet levende.