Fantastisk halvårsregnskab fra LEGO


I samme år som LEGO Koncernen fejrer sit 90-års jubilæum, kan virksomheden konstatere en tocifret omsætningsvækst og endnu et massivt overskud.

I det halvårsregnskab der blev præsenteret i dag, er omsætningen vokset med 17 procent til 27 mia danske kroner.

Salget til forbrugerne voksede med 13 procent, og dermed lander LEGO Koncernen et overskud efter skat på 6,2 mia kroner.

– Vi har fået en solid start på 2022 og er meget tilfredse med resultatet, som ligger over vores forventninger oven på et exceptionelt 2021. Trods usikkerhed på globalt plan har vi igen realiseret et højt forbrugersalg og en tocifret omsætningsvækst drevet af en høj efterspørgsel på vores produkter og vores fantastiske medarbejderes indsats, siger Niels B. Christiansen, adm. direktør i LEGO Koncernen.