Faustix kommer også en tur i Gryden sammen med to lokale bands

Faustix gæster Musik i Gryden 2024. Foto: Nikolaj Osorio


Det var ikke svært for langt de fleste følgere af Musik i Gryden på facebook at gætte, at den danske DJ og producer Faustix er på plakaten til næste års havefest. Konkurrencen, hvor et nummer spilles baglæns, efterlod ingen tvivl om at Faustix er en populær herre, der gennem 10 år har gjort sig bemærket på den danske musikscene. Han har lavet musik med flere internationale artister, blandt andet med topproducere og artister som Diplo, Major Lazer, Chris Brown, David Guetta og mange flere.

I Danmark har Faustix vundet et hav af priser ved landets awardshows og har de seneste år også gjort sig bemærket med imponerende liveshows bl.a. hos Tinderbox og SmukFest. Faustix har også uden for musikscenen deltaget i flere TV programmer. Blandt andet har hans TV program “The Olsens” med hans familie flere sæsoner liggende på Discovery+, og Faustix deltog i 2020 i Vild Med Dans – en performance der bestemt gav Hr. og Fru Danmark et nyt syn på den sympatiske DJ.

I 2024 bliver der i Gryden også et jubilæumsgensyn med Grindsted-bandet Takeoff – der første gang indtog Musik i Gryden i 2004. For efter en pause på henved 16 år har medlemmer i Takeoff fundet sammen igen:

– Vi synes alle det kunne være sjovt at mødes igen. Da vi begyndte at spille var det som om ingen tid havde passeret. Magien var der stadig… eller igen. Vi er alle blevet ældre. Men i musikken er vi bare knægte der elsker ROCK, lyder det fra bandet.

Musikstilen er præget af den gode guitar rock fra 80’er og 90’erne med et strejf af nutiden.

– Vi arbejder også på mere af vores eget materiale. Som da vi lavede “Times of Change” i 2003, siger bandmedlemmerne Bryan, Janus, Allan og Kevin.

Gryde-gængerne kan til august også opleve et andet band med hjemadresse i Billund kommune. Det er Cocktail Hounds bestående af fem ungersvende med rødder i Billund-Grindsted-området. Bandet, der består af Steffen Tinnesen, Eske Leick, Daniel Buhl Vilstrup, Morten Bak Hansen og Nicolai Oliver Madsen, har en forkærlighed for Rock n’ Roll og Country – hvilket ofte skinner igennem i både deres sangvalg og spillestil. Men selvom læderbukser og cowboyhatte er fedt, så er de ikke bange for at kaste sig ud i en velproduceret popbasker. Cocktail Hounds har mere end 10 års erfaring som band og endnu flere som individuelle musikere.

Fra på fredag den 1. december kl. 19 åbnes der igen for billetsalget til Musik i Gryden 2024.

Grindsted-bandet Takeoff er samlet igen og tyve år efter de første gang stod på scenen på Grindsted Stadion er de igen tilbage i Gryden i 2024.
De fem bandmedlemmer i Cocktail Hounds har alle rødder i Billund/Grindsted-området. PR-foto