Æbleskiver, nissehuer, juletræ og sange. Med over 100 tilmeldte til Kontaktens traditionsrige julefest, var der liv og glade børnedag i Mødestedets store sal.
Risalamande med mandelgave og bankospil med sidegevinster er et stort hit hvert år – også blandt de voksne.
Inden de første spændte børn lagde overtøjet i garderoben, havde frivillige fra Kontakten, der er Dansk Flygtningehjælps afdeling i Billund kommune, sørget for dække julepyntede borde og stille det store træ op med alt det lys, glimmer og kugler, der hører til.
Kontaktens formand, Bjarke Friis, talte i sin velkomst om at bygge bro fra sind til sind. Og det er jo præcis det, en julefest kan.
Mange af de børn, der var med til festen, og deres familier kender Kontakten som det sted på Østerbrogade 2 i Grindsted, hvor både børn og voksne kan få lektiehjælp og rådgivning på alle hverdage fra klokken 14 til 18. Men foreningen har også mange sociale aktiviteter, blandt andet en Kvindegruppe.
Næste familiearrangement bliver fastelavnsfest, oplyser Kontakten.