Fødselsdagskurv til trængte familier

Røde Kors Billund/Vorbasse barsler nu med et nyt tiltag rettet mod økonomisk trængte familier i lokalområdet.

Mange børn vil nemlig rigtig gerne invitere klassekammeraterne til fødselsdag, men for økonomisk trængte familier kan det være svært at finde både overskud og penge til det.

Derfor vil Røde Kors i Billund/Vorbasse gerne hjælpe med en fødselsdagskurv, der indeholder alt, hvad der skal bruges til en fødselsdagsfest for børn. Eksempelvis bollemix, kagemix, pynt og fødselsdagslys, servietter, duge, drikkevarer og frugt. Derudover er der i kurven også færdiglavede fødselsdagskort og en beskrivelse af hvilke lege og ting man kan lave både ude og inde.

Fødselsdagskurven kan søges af økonomisk trængte familier med børn fra 0. til 3. klasse på Billund Skolen og Vorbasse Skole, da det er de eneste folkeskoler i gamle Billund Kommune, som Røde Kors Billund/Vorbasse dækker.

– Der er altid trængte familier og enlige mødre med en stram økonomi, så mon ikke der også er nogle værdige modtagere af vores kurve her i området, siger kontaktperson på fødselsdagskurvene, Hanne Nielsen.

Hun modtager gerne ansøgninger i sin postkasse på Grønningen 10a i Billund. Ansøgningsskema kan hentes lige her.

 

Foto: Røde Kors Billund/Vorbasse