Foredrag med Farshad Kholghi i Kirkehuset: Tro, håb og humor i centrum

Der venter en inspirerende og underholdende aften, når Farshad Kholghi torsdag den 20. november gæster Kirkehuset i Grindsted med foredraget ”Tro, håb og humor”.

Farshad, der i dag er kendt som komiker, skuespiller og foredragsholder, har et liv præget af store kontraster og forandringer. Som barn flygtede han i 1984 sammen med sin familie fra Iran til Danmark – og netop Grindsted blev stedet, hvor han fik en ny begyndelse.

I sit foredrag deler han både de svære og de berigende erfaringer fra flugten og opvæksten i Grindsted. Med sin særlige kombination af varme, refleksion og humor formår Farshad at vise, hvordan tro, håb – og evnen til at grine af livet – kan være nøglen til at overvinde selv de største udfordringer.

Arrangementet finder sted torsdag den 20. november kl. 19.00-21.00 i Grindsted Kirkehus, og alle er velkomne.