I forbindelse med den nye forpagtningsaftale for Billund Centers Café bør vi spørge os selv, hvordan centret bedst kan komme fællesskabet til gavn.
Billund Centret står i dag flot og indbydende efter renoveringen, et naturligt samlingspunkt for hele byen. Derfor bør caféen også afspejle det. Vi har ikke brug for et sted, der konkurrerer om turisterne med byens øvrige caféer og restauranter, men et sted, der skaber rammerne for fællesskab, med rimelige priser som vi kendte det fra Café Bonita i gamle dage eller caféen i fx Magion i Grindsted.
Tænk, hvis man kunne købe dagens ret og spise den dernede eller tage den med hjem. Hvis børnene fra kulturskolen kunne få lidt aftensmad mellem to aktiviteter, eller byens ældre kunne nyde en kop kaffe og læse dagens avis – til priser som dem, vi kender fra Billund Idrætscenter og Billund Bad. En sådan café ville samle byen og skabe liv i centret – hver dag.
Samtidig mangler vores aktive seniorer bedre plads til deres mange arrangementer på Lindegården. Billund Centret rummer gode muligheder – blandt andet den store teatersal, som kan samle flere mennesker. I dag har sociale og frivillige foreninger som fx Ældre Sagen og Danske Seniorer mulighed for at booke sig ind i Billund Centrets lokaler, men det er desværre omkostningstungt, fordi der er en forventning om, at forplejningen skal klares af caféen i centret. Et princip, der som udgangspunkt giver god mening, men som i praksis ender med at blive alt for dyrt for de lokale foreninger, når caféens priser ligger på niveau med byens øvrige caféer – og ikke er tilpasset de lokale brugere.
Lad os bruge denne mulighed til at styrke fællesskabet og skabe et Billund Center for alle – et sted, hvor livet i byen får lov at blomstre.
Venlig hilsen
Martin Alminde Friis, Spids- og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, Billund Kommune



