En ny bygning tårner op på flisværket på Tingvejen i Grindsted. Det er en ny akkumuleringstank, som er ved at blive etableret, som skal sikre stabile varmepriser til nuværende forbrugere og bidrage yderligere til den klimavenlige fjernvarme.
I april 2023 blev det første spadestik taget til den 2500 m3 store akkumuleringstank bag flisværket på Tingvejen. Siden hen har montører fra Steel Tank i Esbjerg arbejdet med at opføre tanken, som gerne skulle stå færdig i uge 43. Lige i tid inden vinteren sætter ind.
Den nye akkumuleringstank skal opføres, da der etableres en ny elkedel på flisværket. Det skal sammen være med til at sikre stabile fjernvarmepriser til forbrugerne i Grindsted og mere fossilfri energi.
– Elkedlen kan lave varme, når strømmen er billig, forklarer maskinmester Berge B. Hansen, som er varmemester i GEV.
– Men vi har ikke altid brug for varmen lige nu, så den nye akkumuleringstank kan opbevare det, indtil der er brug for det i byen, og det kan så pumpes ud efter behov til byen, fortæller han.
Der skal derfor trækkes et nyt 10 kilovolt elkabel til den nye elkedel. Der er nemlig rigeligt med strøm, når vinden blæser og solen skinner, og det giver god mening at producere varme ud fra den overskydende el.
– Vi har rigtig mange solceller og vindmøller efterhånden i Danmark. Og som vejret er nu, bliver der produceret voldsomme mængder strøm midt på dagen, som ikke bliver aftaget. Det betyder, at elprisen på engros markedet, bliver lav. Nogle gange får vi endda en lille smule for at aftage strømmen. Dermed bliver varmeproduktionen et positivt regnskab og prisen holdes nede. Samtidigt er vi så med til at stabilisere elnettet, så der ikke bliver overproduktion af el, fortæller Berge B. Hansen.
Forbrugerne kommer til at mærke de nye installationer ved stabiliserede priser. Så det er kun måden, varmen bliver produceret på, som ændres. Ideen er, at flisværket skal køre flere måneder om året, men på el, til en pris som er lavere, end når man fyrer med flis.
– Og så vil tiden vise, om vi måske skal fyre med mindre flis på værket, fordi vi kan producere varme på billig el i stedet for, lyder det fra varmemesteren.