Hvis tilskuerne i Lynghallen har brug for beroligende medicin efter GGIFs opgør i ligaen, så forstår vi det godt. De lokale ligahelte formår nemlig at gøre hver eneste hjemmekamp sygt spændende ved at hente ind på deres gæster i kampens slutfase.
Men lige ved og næsten slår som bekendt ingen mand af hesten, og således måtte GGIF-mandskabet igen i dag se sig besejret i en ligakamp – i dag af Fredericia, der var på besøg i hulen i Lynghallen.
Gæsterne var ved pausen foran med fire mål og nåede også op på en seks-måls føring i de sidste ti minutter, men så tog et eller andet ved Grindsted. For igen åd de sig langsomt tilbage i kampen og efterlod hjemmepublikummet i ren neglebideri ved at mindske Fredericias forspring til blot to mål.
Men tiden var ikke med hjemmeholdet, som måtte se sig besejret 38-40 og dermed altså ingen point på kontoen i dag.
Frederik Hildebrand Mølby blev topscorer for GGIF med 8 mål, mens Hjalmar Andersen blev noteret for 7.



