Gratis lægeskift efter Billund-læges død


Adskillige borgere i Billund står reelt set uden læge efter læge Peter M. Bendixen døde i forrige uge efter længere tids sygdom. På grund af det lange sygefravær har Bendixens praksis i Svinget i nogen tid været passet af en lægevikar. Nu er praksis lukket ned og de øvrige læger i byen tager sig af Peter Bendixens patienter, som i øvrigt kan skifte til en anden læge – kvit og frit.

Det kan ske via selvbetjeningsløsningen under borgerservice på billund.dk eller ved henvendelse til Borgerservice. Man kan IKKE skifte læge via telefonen.

I længere tid har et par af lægerne i Billund foreslået at gå sammen i et decideret lægehus, men det er der ifølge Region Syddanmark ikke planer om lige nu. Det er Regionen, der uddeler ydernumre til praktiserende læger. De oplyser at der heller ikke står nogen klar i kulissen til at overtage Bendixens praksis i Svinget.